Vi undersøgte i sidste uge det mylder af historier, som en mand konstruerede omkring det simple faktum, at hans kvindelige partner havde sex med andre end ham selv (se indlægget her). Dette var naturligvis et eksempel. Jeg er ikke i tvivl om, at du ved kun ganske let granskning af hukommelsen kan fremfinde adskillige eksempler fra dit eget liv, hvor "du" har gjort det samme: skabt kæder af betydning og værdiladning i tilknytning til simple, faktiske hændelser. Et blik. En rynke mellem øjnene. En frisk bemærkning i kantinen. Hvad som helst. Det gør noget ved dig, og det er ofte ikke rart. Er det ikke sandt?
Men hov: "du" var pludselig i anførselstegn ovenfor. Hvorfor nu det? Fordi jeg inviterer til undersøgelse af den påstand, at du slet ikke er dine tanker!
Natten går. Den lille viser snegler sig over urskiven, men nærmer sig alligevel betænkelig hurtigt 7, hvor uret vil kommandere dig ud på den kommende dags krævende mission: børn, arbejde, træning, parforhold og meget mere. Søvnen vil ikke komme til dig. En tanke bliver ved med at køre i ring i hjernen. Et problem. En bekymring. Noget, som truer forude. Noget, som nager fra dagen, ugen eller året før. Du konstaterede allerede kl. 23.30, at der ikke var noget, du kunne gøre ved det nu, her i din seng. At du mangler nogle oplysninger for at få afklaret problemets omfang, at du alligevel ikke kan tage den snak med kollegaen, som trådte dig over tæerne, nu, eller at sket ganske enkelt er sket, og det ikke kan betale sig at græde over spildt mælk. Tænk på noget andet! Sov, for pokker! Øv, det virker ikke. Tænk på noget rart! Softice, sommerferie, kys og kærtegn.... og problemet, der var det så igen, efter kun 12 sekunders afledning. Du vil ikke tænke på det fis! Hold op! Drop det! Sov!
Rrrrrrringggg...
Hvis du ligger der og er træt af at tænke det, du tænker, hvorfor holder du så ikke bare op? Hvis du er det, du tænker, vil tankerne vel følge din vilje, fordi de er din vilje? Hvem er det, som ønsker at tænke noget andet, end du faktisk tænker? Jeg påstår, at det er dig. Vi vil i et senere indlæg se nærmere på, hvad du er. Indtil videre er det nok at konstatere, at du ikke kan være dine tanker.
Hvad er tankerne så? De er produkter af sindet, den store regnemaskine, som din hjerne - og resten af din krop - udgør. Sindet er ikke dig, ligesom dine arme, ben og din mave ikke er dig. Men det har en funktion for dig, ligesom arme, ben og mave: det skal sørge for din overlevelse.
Sindet forsøger at hjælpe dig ved at tildele hændelser betydning, altså lave "historier" om dem. Det er i mange tilfælde praktisk: hvis du som barn brændte dig på et lejrbål, vil dit sind kode "ild" sammen med "smerte". Det er smart, for det nedsætter din risiko for fremtidige forbrændinger. Imidlertid er ikke alt, som er lyst og varmt, ild. Og sindet kan ikke altid skelne. I eksemplet med ild er det selvfølgelig forholdsvis tydeligt, men hvad nu, hvis sanserne ikke kan give et entydigt billede til sindet at arbejde med? Det er lyst, det er varmt. Det kan være mange ting, flere af dem har du endnu ikke mødt, og har derfor ikke erfaring med. Hvad skal sindet vælge? Det er her, det sker: sindet vælger worst case. For at passe på dig. Det kan være mange ting, men det er nok ild! Se at komme væk! Du er i fare! En misforståelse kan i værste fald føre til, at du får lidt ekstra motion. En fejlvurdering den anden vej kan føre til død eller svær forbrænding. Sindet tager ingen chancer. Af alle mulige tolkninger af et givet sanseindtryk (som også kan være en frisk bemærkning i kantinen) vil det have tendens til at vælge den værste!
Undersøg følgende påstand: du reagerer aldrig direkte på Virkeligheden, altid på dit sinds fortolkning af den. De indtryk, som kommer ind igennem dine sanser, skal forbi sindet, før de bliver til tanker og emotioner. Afprøv påstanden ved at betragte Virkeligheden: vi må antage, at to mennesker, som står lige ved siden af hinanden og betragter et lejrbål, modtager nogenlunde de samme sanseindtryk: lys, varme, røglugt, knitren. Hvis det ene af de to mennesker før har brændt sig på et lejrbål, vil det formodentlig blive stående i behørig afstand fra flammerne. Hvis det andet aldrig før har set ild, og derfor ikke har en historie i sit sind om det, vil det muligvis række armen lige ind i bålet for at undersøge det - og blive forbrændt. Men Virkeligheden er den samme for de to. Vi reagerer altså ikke på Virkeligheden, men på historien om Virkeligheden, som vi har hver vores udgave af, afhængigt af tidligere erfaringer. Denne lovmæssighed er et vilkår for os. Tro ikke på det. Undersøg det, ud fra dine egne erfaringer. Kan du finde et eksempel på noget, som to forskellige mennesker med fuld sikkerhed ville reagere helt ens på? Smerte? Alle vil nok trække hånden til sig i en fart, når flammerne slikker op ad huden. Men nogle vil skrige højt, løbe i cirkler og kalde på mor, andre vil bare sige "Av!" og atter andre blot puste lidt på hånden.
Nogle svarer gerne á la: "Hvis man står lige bag en lille dreng, som er lige ved at falde ud over en afgrund, vil enhver vel række ud og holde ham?!". Svaret er: ja, det vil næsten alle. Virkeligheden rummer imidlertid eksempler på mennesker, som er blevet paralyserede i en pludseligt opstået krisesituation. De så det bare ske. Det kan også være, at en er så belastet af højdeskræk, at rædslen får hende til at afholde sig fra at træde det skridt nærmere afgrunden for at gribe fat i drengen. Hvis vi kan finde bare ét eneste menneske, som ikke vil gribe ud efter drengen, ved vi, at det må være sandt: vi reagerer ikke på Virkeligheden, men på vores individuelle tolkning af den.
Dette er langt mere end et interessant, neurologisk fact. Det er nøglen til frihed fra al lidelse. Og som med alle andre påstande vil jeg naturligvis tage dig med på en undersøgelse af den længere fremme i artikelserien, bare hæng på her. Det, du kun tror på eller forstår, har ingen værdi for dig. Det, du begriber, forandrer dit liv.
Du ligger der i sengen og vrider og vender dig, fordi du har modtaget et sanseindtryk (f.eks. en frisk bemærkning i kantinen eller en SMS fra kæresten). Dit sind (ikke dig!) har straks tildelt hændelsen betydning. Hvor denne betydning er "ild", altså fare, reagerer du med stress. Da du ikke reagerer på Virkeligheden, men på historien om den i sindet, kan dit sind fint ligge hele natten og "arbejde" med "problemet", selvom det er indlysende for dig, at du er afskåret fra at påvirke Virkeligheden, der fra sengen. Det er nemlig slet ikke Virkeligheden, der er problemet, men din historie om den. Hvis dit sind havde tolket SMSen anderledes, ville du sove trygt. Surt show? Næ, det er helt fantastisk. For du kan ikke styre, hvilke SMSer, der tikker ind på din mobil, men dine fortolkninger kan påvirkes. Følg med og se hvordan!
Der er langt mellem lejrbålene i vores trygge del af verden. Mange har induktionskomfur, det skal man være meget dygtig for at brænde sig på. Alligevel er de fleste mennesker i mere eller mindre kronisk alarmberedskab. Hvad er vi så bange for? Hvorfor så stressede? Så vrede? Så fulde af sorg og længsel?
Der er én ting, vi er langt mere bange for end at brænde os på et lejrbål: vi er bange for at miste kærlighed. Og hvorfor netop det er kædet sammen med den rædsel, som i det store og hele styrer vores liv, ødelægger vores forhold til hinanden, bringer os ud i krig og overforbrug og truer med at lægge planeten øde, ser vi nærmere på i næste artikel. Sov godt.
Praktisk øvelse: De næste tre gange, der opstår en ubehagelig tanke i dit sind (hvis du er opmærksom, vil du opdage, at der ikke går så lang tid, før det sker!), stor som lille, stopper du op og siger til dig selv: "Jeg har det lige nu ubehageligt, fordi mit sind skaber tanken om, at X". Undersøg, hvad det gør ved dig at betragte fænomenet sådan. Hvem er det, som får det sådan, før som efter? Hvordan ser Virkeligheden ud, med bevidstheden om, at dit sind har skabt en tanke om den, som ikke er Virkeligheden?Bemærk i øvrigt talemåden: "Sige til sig selv". Hvordan kan man sige noget til sig selv?! Det er jo noget sludder. Hvem er det, som siger det, og til hvem? Eller...til hvad?
Få artikler mm. i din indbakke!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar